Jeg gik ind i politik for at føre ny energi til Europa!

(Først publiceret som kronik 20. april på Børsen.dk)

 

Jeg har brug for, at vores demokrati bliver et modigt ét igen. Ét, hvor vi træffer de rigtige beslutninger i det lange perspektiv. At vores politikere tager sig den tid, det tager at studere problemstillingerne grundigt og pragmatisk for derefter at forklare, debattere og formidle de store visioner for Danmark i Europa.

Jeg sad i Dansk Industris sal tilbage i januar og lyttede til statsministerens tale til Europakonferencen afholdt af Tænketanken Europa. Et mere pro-europæisk og lydhørt publikum kunne man næppe finde hvis man ville præsentere konstruktive løsninger og ambitioner, men suk, vi blev præsenteret for gamle historier om risikoen ved fri bevægelighed – selvom Danmark skriger på arbejdskraft. Socialdemokraternes leder var ikke bedre.

Senere indrømmede statsministeren i et interview til Altinget at både han og Venstre har bidraget til kritikken af EU og brugt EU som syndebuk. Interviewet blev trykt midt i vinterferien, hvor mange forventeligt tager en ferie fra politiske nyheder og jeg sad efterladt med en følelse af, at vores statsminister forventer rygklap og anerkendelse for sin ærlighed.
Er dette er del af et større narrativ om, at det er menneskeligt at fejle og at vi skal være glade for en menneskelig leder – én, der nu ønsker at fjerne de regioner, han var med til at etablere – en, der nu ønsker tilgivelse for sine fejl i forhold til Europa op til et Europavalg? Betyder det så at vi kan forvente hans opbakning til én af EUs mest succesfulde kommissærer, Margrethe Vestager? Næppe.

At man vil sætte et samarbejde over styr fordi ens egen magt synes vigtigere er uholdbart og statsministerens trosbekendelse må ses som en falliterklæring, hvis det skal være standarden for dansk politik i valgforåret 2019.

 

De kyniske ved, at valgkampen allerede er planlagt og at disse udmeldinger falder strategisk i henhold til en kommunikationsstrategi. De kommende debatter er til syvende og sidst blot en chance for kandidaterne til at hamre deres 3-4 budskaber hjem og blive et genkendeligt navn på de ellers så anonymiserende valglister. Men vil vi borgere nøjes med det?

Hvis vi har set én ting de seneste år, så er det et stærkere borgerskab – og her mener jeg ikke en økonomisk klasse eller en politisk vælger. Jeg henviser til det ejerskab, man føler som borger i et samfund – medborgere, der udfordrer de klassiske finanspolitiske og demokratiske redskaber og kræver, at der ikke alene skal være plads til flere stemmer, men at kvalificerede stemmer bliver hørt.

 

Politik kommer igen til at blive om samarbejde

 

Hvis 90erne drejede sig om at overkomme forskelligheder efter 40 års kold krig, hvis 00erne handlede om at styrke demokratiet og finde balancen mellem demokratiske friheder og sikkerhed efter terrorangrebet på World Trade Center og hvis 10erne handlede om at håndtere skaderne efter en næsten global finansiel nedsmeltning, hvad kommer de næste ti år så til at dreje sig om?

Jeg ser deleøkonomien som den stærkeste indikator på, at vi ikke behøver et disruptionsråd til at fortælle os, hvordan man skal forstyrre de klassiske samfundsrammer. Ligesom foreningslivet har lært os værdien af fælles spilleregler, har deleøkonomien i al sin uperfekthed lært os at åbne op, vise fremmede ind i vores hjem, og spise mad i fællesskab (igen). Altimedens har sociale medier på både godt og ondt gjort det nødvendigt for os at stille spørgsmålstegn og diskutere åbent – dog desværre ikke altid intelligent.

Vi ser mødre i daginstitutionerne råbe lige så taktfast op som teenagerne og bedstemødrene foran Christiansborg til Klimaopråbet. Vi ser flere og flere, der ikke bare kræver deres ret, men rent faktisk leverer svar for, hvordan man kunne indrette samfundet. Jeg ser en ny type samfundsdeltagelse sprudle!

Mennesker, som for 10 år siden slet ikke havde en platform risikerer både anonymitet og fordragelighed, fordi de ikke længere kan se til, mens politikere handler i henhold til gårsdagens meningsmålinger i stedet for at bygge en vision for fremtiden.

For lad os huske på at vores demokrati ikke handler om at vinde eller tabe valg, men om at samarbejde som ét samfund og finde kompromiser på vores uenigheder til gavn for alle i samfundet.

 

Mit håb for valgkampen er derfor viden og mod

 

Derfor lægger jeg skuffelsen og kynismen fra mig et øjeblik og præsenterer et håb. At danske politikere (igen) kommer til at repræsentere dét, der er rigtigt på langt sigt og ikke dét, der synes populært i dag.

Og hvis ikke vi ser det – hvis vi på trods af alt, hvad der er sket i USA, Storbritannien, Italien, Ungarn, Polen, Rumænien – ikke ser vores demokratisk valgte ledere gøre det rigtige på den lange bane, så er det min forhåbning, at det er civilsamfundet, der stiller sig krævende op og forlanger et repræsentativt demokrati, der tager fællesskabet alvorligt.

 

Jeg er medlem af det første pan-europæiske parti Volt Europa og jeg stiller op som europaparlamentskandidat på den belgiske liste for Volt i Belgien. Der er nytænkning i politik og vi kommer til at se en fremtid, hvor dét at engagere sig i samfundet, dét at have ideer til hvordan man kan organisere ting og samarbejde om løsninger bliver normen, og hvor vores repræsentanters største opgave er at være nemlig det: Repræsentanter for vores stemmer.

For hvorfor vente med at samarbejde på tværs af grænser til vi sidder i Europaparlamentet og hvorfor skal det kun være 14 (efter Brexit) danske politikeres privilegium at deltage i det fantastiske arbejde det er at forme og skabe fremtidens Europa? VI er alle borgere i dette fælles Europa og vi skal styrke vores hverdagsstemme – men det kræver modige politikere, der VIL fællesskabet og fremtiden, ikke bare magten.