Vi Skal Frygte En Ny Nationalkonservatisme i Danmark

Vi Skal Frygte En Ny Nationalkonservatisme i Danmark

7/31/2020, 12:54:21 PM

Det eneste, der holder os tilbage - er os selv!

Nationalkonservatisme, eller etno-nationalisme, er et tankesæt, der anvendes i flere højreorienterede kredse og af flere nationalistiske ledere rundt omkring i verden. Indiens Modi, Polens Duda, Tyrkiets Erdogan for at nævne nogle få. De taler imod migration, imod integration og imod globalisering. Vi må i Danmark ikke være blinde for hvad en stiltiende accept af sådanne tanker kan resultere i.

I 1940 blev Danmark besat efter årrækker hvor vi lod os fortælle at der intet kunne gøres mod en tysk overmagt – Danmark måtte hellere holde lav profil. Heldigvis for os så andre anderledes på nationalsocialismens altødelæggende potentiale og bekæmpede den med al kraft. I dag er Danmark et af de rigeste lande i Europa og vi synes pinligt blinde for det faktum at det skyldes vores europæiske samarbejde.

Dag på dag ser jeg nyhedshistorier fra nationalkonservative stemmer, der hylder ethvert tegn på nedbrud af den europæiske union, mens lykønskninger bliver sendt til den ene konservative leder efter den anden. Til Europaparlamentsvalget sidste år indgik Dansk Folkeparti sågar i en ny europæisk alliance med hollandske Geert Wilders, italienske Salvini og ungarske Orbán for at ødelægge europæisk sammenhold indefra.

Det er denne type illoyalitet overfor ens medborgere, som er rystende og alle burde være skarpt opmærksomme på dens konsekvenser. Danskernes tolerancetærskel for intolerance skal sænkes markant – for vores evne til at tolerere hyggeracisme er intet i forhold til hvad vi må tolerere, hvis nationalkonservatisme bliver mainstream i Danmark.

Men hvad er denne ’isme’, jeg beskriver med sådan en frygt.

Det er ideen om at vi danskere skal holde os for os selv – at vi intet har at bidrage med til resten af verden og at Danmark er under konstant frygt for belejring. Det er ideen om at Danmark er et lille land, som ikke har udviklet sig i 100 år, men at vi ligesom i 1920erne burde holde hovedet lavt og følge de stærkeste kræfter, ikke vores eget mod og evner.

I min optik er der absolut ingen grund til at fastholde eller hylde dette tankesæt. Danmarks demokrati kendetegnes ved stor stemmedeltagelse og borgere, der er engageret lokalt med talrige foreninger og et stærkt Frivillighedsdanmark. Men vi lider stadig under ”Danmark er et lille land”-mentaliteten. Vi lader os fortælle at vores flexicurity model er under angreb, mens resten af Europa ønsker at lære af den. Vi lader os fortælle, at det er Europa, der begrænser os, mens vi selv nægter at medfinansiere vores europæiske fællesskab – en union, som har gjort Danmark til ét af de rigeste lande.

Vi må holde op med at være vores egen største trussel. Det eneste, der holder Danmark tilbage er vores egen inaktivitet, vores selvtilfredshed og fantastiske mangel på solidaritet overfor andre end os selv. Det er derfor på tide, vi sætter foden for døren, standser en misforstået nysgerrighed overfor nationalt centrerede tankesæt. Vi skal se os selv som et land med utrolige ideer, som resten af verden kan drage fordel af.

Vores digitale administration er – selv med alle dets fejl og mangler – fantastisk effektivt i forhold til mange andre. Den værdi vi sætter på uddannelse har givet os en omstillingsparat befolkning, øget vores generelle velstand og vores foreningskultur gør os i stand til at organisere os effektivt og lokalt. For ikke at nævne vores ideer indenfor bæredygtig energi.

Nu mangler vi bare politisk vilje til sige disse ting højt, sætte nationalkonservatismen for døren og engagere os aktivt med vores medeuropæere. Vi har et europæisk fællesskab og det er på tide Danmark tager et stort skridt ud af døren og bliver ved med at gå ud af stien til vi kommer ud, hvor vi ikke har gået før. Det kræver mod, men det tror jeg vi har her i Danmark.